Tirsdag d. 1. februar 2022, kl. 19:00

Kyndelmisse var i gammel tid, den tid på året, hvor halvdelen af forrådet gerne skulle være tilbage, så bonden kunne klare den resterende del af vinteren. Kyndelmisse er i dag den tid på året, hvor vi med håb i sindet så inderlig længes efter vår – fulde af forhåbning om lysets og varmens snarlige komme. Kyndelmisse er fra katolsk tid kendt som den tid på året, hvor lysene skulle indvies til resten af året, og kyndelmisse forbinder vi oprindeligt med Maria renselsesdag – dagen hvor hun efter at have født Jesus atter kunne komme i templet, altså 40 dage efter Jesu fødsel.

Kyndelmisse kan godt betragtes som en eftertænksomhedens tid. Hvor tanken får lov til at følge den vinter vi har gennemlevet og det håb den lysere tid vil bringe med sig. Musikgudstjeneste ved kyndelmisse bliver til i en skøn blanding af stemningsfuld kormusik, musik, bibelske læsninger, digte, bønner og velsignelse. Musik, salmesang og stilhed bærer os igennem denne midvinteraften.

Musikgudstjeneste ved Kyndelmisse - med Capella Clara
Medvirkende
Capella Clara, dirigent: Anne Agerskov; Julian Mallek, orgel; Merete Lei, sognepræst
Sted Kirketorvet, Kirke Allé 4, 6400 Sønderborg