Prædiken

Er du forhindret i at komme til gudstjeneste, har du her mulighed for at komme til gudstjeneste hjemme fra stuen.

Sognepræst Anders Raahauge skriver til 5. søndag efter påske

Prædiken til 5, søndag efter påske, 2. tekstrække

Epistlen skriver apostlen Paulus i Romerbrevet:

“Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed. Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje.”

Evangeliet til 5. søndag . påske, Johannes 17, 1-11:

“Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.

Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig

Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem.”

Nu lysner det. Dette bliver sidste af de noget ‘kunstige’ prædikener, vi har ladet os nøje med under forsamlingsforbuddet. Naturligvis er det et stort held, at vi i dag kan formidle over de elektroniske hjælpemidler, men e-udgaven af en gudstjeneste eller en prædikenen nu engang ikke det samme.

Det bedste er, når man samles i Kristi navn, for sammen at høre Guds Ord, sammen lovsynge Herren og bede sammen. På torsdag, Kristi Himmelfartsdag, kan vi atter samles i den kære Mariekirke. Et rum og dets mure kan man komme til at at holde meget af, især når det er Gudshuset. Men der gælder stadig en forsigtigheds-begrænsning: 80 må vi foreløbig være, 89 inklusive kirkebetjeningen.

Menigheden samles atter. Og forud for det kan vi her i dag glæde os over Jesu ord til netop sin menighed. Ordene han samler den med og går i forbøn for den.
Vi hører, hvordan han stifter den, sådan som han siden gør det igen og igen, hver gang hans ord lyder.
Blot to eller tre er forsamlede i mit navn, vil jeg være midt iblandt jer, lovede han jo.

Teksten til denne 5. søndag efter påske er nemlig del af Jesu ypperstepræstelige bøn, som hans højtidelige afskedstale til disciplene kaldes. For her beder han for menigheden, ligesom ypperstepræsterne i Det gamle Testamente bad for folket. Det er en afskedstale, men det må ikke forskrække apostlene, trøster Jesus. Eftersom han og hans fader ét, vil det ikke være nogen afsked i ånden.
Disciplene bliver ikke desto mindre bedrøvede, hver gang han har varslet sin bortgang. Vi mennesker kan ikke døje afsked, og hvordan skulle det være anderledes. Vi kan jo kun orientere os i denne verdens dimension og kender ikke andet. Jesus må ofte trøste og berolige; han kender vores begrænsede horisont, og han kan trøste ved at henvise til evigheden hos hans fader, det vil sige dimensionerne uden for vores snævre jordiske tid og rum.

Nu går han til faderen - for at gøre en plads rede for os, som han lover andetsteds i Johannesevangeliet. Han skal komme og hente os, og i mellemtiden vil han sende Guds ånd, Helligånden, hvis komme vi fejrer i pinsen. Ved den kan han være hos os hele tiden. Derfor kaldes den også “trøsteren”. Afskeden har intet at sige; han vender blot hjem - med sin mission opfyldt. “Timen er kommet”, siger han. Det er nu, Han mener dødstimen og herliggørelsestimen på Golgatha, den nært forestående. Gennem dén times vindue bevæger han sig ud til sin opstandelse, ud af denne verden.
Afskeden begynder allerede her i den ypperstepræstelige bøn. Og mere trøsterige ord er aldrig talt, smukkere sted findes næppe i Bibelen. Nok er det ord til afsked, men er alligevel vælder lyset ud af ordene. Det er jo Guds ånd, der i klare ord nu udfolder ud sin blomst. Her skinner den pure nådes lys, og det så stærkt at dommens mørke brænder til aske og vejres bort af en himmelsk vind fra evigheden. Her hvor kærligheden siger farvel med beroligelse til hjertevennerne.

Større ord er aldrig talt. Her klinger virkelig Guds røst. Her kaldes, samles og stiftes menighed. Den som varer til i dag. Som stadig mødes. Ordene gælder hele Kristi menighed, dengang og i al fremtid, apostlene og os. Faderen lægger os ved sin nåde ind under sønnens varetægt.
Det er glæde over glæde, men vi må ikke derover blive så høje i hatten at vi glemmer, hvilken pris sønnen betaler for at denne glæde kan komme i stand. Disse lysende løfter har det dybeste mørke som baggrund. Kristus befinder sig ved denne prædiken på tærsklen til det. Han må ind i det, ned i det - det knugende og truende - for vores skyld. Deraf nådens dybde. Den frygtelige men nødvendige vandring ligger forude - til den vanærende lidelse og død. Den, som må til, for at tilkæmpe os den syndernes forladelse, som skænker os dette barnekår hos Gud fader.
”Nu skal sønnens herliggøres, så sønnen kan herliggøre Faderen”.

Tiden er inde. Timen,som hele Jesu liv var en forberedelse på, den som alt pegede frem imod. Den som forvandler korset, dødens symbol, til opstandelsens tegn.
Mørke og lys var naboer og skal ofte igen være det i vore liv, men nu indgår Gud den nye pagt med os: løftet om at lyset sejrer. Som vi skal stole på, hver gang mørket truer og ængstelsen vil tage magten i vores liv.

Det budskab til frelse samles menigheden om. Derfor synger vi lovsange. Her tager sønnen imod alle, som faderen har givet ham.
“Jeg har åbenbaret dit navn, for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord.”

Vi er Guds, og derfor kan han give os til sin søn. Vi e rhans, for han har jo skabt os. Vi er naturligvis frie til at påstå, vi er vores egne. Sådan taler oprøret mod Gud. Når man selv mener at kunne bestemme over sin tilværelse. Når man tror sig sin egen herre, der selv afgør selv, hvad der er godt og ondt. Selvbestemmelsen regner man for en umistelig rettighed og anerkender kun vanskeligt at man faktisk ikke sådan tilhører sig selv.
Taler vi sådan, da vil vi tage os selv fra Gud. Da gør vi sådan set os selv til tyvekoster. Vi stjæler os bort - som var vi selv ophav til vort liv med fuld ejendoms- og råderet.

Men når Gud giver os til Kristus, som det sker i vores dåb, da gør han os til det, vi virkelig er. Hans kære børn.
Det er hjemkomst.
Så er vi ikke alt muligt andet som falder os ind. Så er vi i sandheden og i lyset.
Da indser man også, at ens liv ikke tilhører en selv. Det tilhører jo allerede ens nære og kære mere end en selv - om man da ikke er aldeles hensynsløs - og allermest tilhører det ens skaber.

Mennesker kan tro meget om Gud. At han et energifelt derude, at han er en mystisk kraft eller et højere princip. Det er meget forskelligt fra at tro på ham.
Menigheden bliver kristen menighed ved at tro på ham som den, der sendte sin søn jesus Kristus og som vi dybest set kun kender gennem sønnen.

Også Jesus kan man mene og tro meget om: det viseste menneske, der har levet, den mest fejlfri morallærer, en healer og mirakelmager, en profet eller en frihedshelt. Men vil man ikke nøjes med at tro om ham, men på ham, da tror man at han er Guds søn.
Det er kristentro: at det vigtigste vi ved om Gud er, at han er den, som sendte Kristus. Og om Kristus er det vigtigste, vi kan tro, at han er sendt af Gud.

Man bliver ikke menighed af at formode eller tro et eller andet om Gud og et eller andet om Kristus. Menigheden er der, hvor troen på faderen og på sønnen ikke kan skilles!
Den tro har ingen kunne komme på af sig selv. Den er ikke opkommet noget menneskes hjerte. Den er forkyndt af menneskesønnen til apostlene, og de har forkyndt den videre, så den lever den dag i dag.

”Du har givet mig dem” siger Jesus om os til sin Fader.

Gud lægger os i frelserens hænder, så han skal råde over os. Vi er givet i Jesu varetægt. Da er vi i lyset. Givet til frelseren.

Amen

Anders Raahauge

200510 Prædiken til 4.s.e.påske.pdf

Prædiken til 4. søndag efter påske Søndag den 10. maj 2020 v. Merete Lei Vi skulle have fejret gudstjeneste sammen i Menighedshuset, men denne er aflyst på grund af Corona. Derfor denne prædiken på kirkens hjemmeside

Salmisten skriver: Hvis ikke Herren havde været med os, det skal Israel sige, hvis ikke Herren havde været med os, dengang mennesker rejste sig mod os, da havde de slugt os levende i deres flammende vrede mod os, da var vandet skyllet over os, floden var strømmet over os, da var det brusende vand strømmet over os. Lovet være Herren, der ikke gjorde os til bytte mellem deres tænder! Vort liv blev reddet som fuglen fra fuglefængernes fælde. Fælden blev knust, og vi blev reddet. Vi har vor hjælp i Herrens navn, himlens og jordens skaber. (Salmernes Bog 124,1-8)

Epistlen skriver apostlen Paulus i sit andet brev til korintherne: Kristi kærlighed tvinger os, fordi vi har sluttet, at når én er død for alle, er de alle døde. Og han døde for alle, for at de, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem. Altså kender vi fra nu af ingen rent menneskeligt. Og selv om vi har kendt Kristus rent menneskeligt, så gør vi det nu ikke længere. Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste, for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen. Så er vi altså udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os. Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud! Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham. (Andet Korintherbrev 5,14-21)

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, Amen!

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.« (Johannesevangeliet 8,28-36)

Gud, lad os altid leve af dit ord, som dagligt brød på denne jord. Amen

I en fortælling fra samlingen Kristuslegender får vi historien om den lille rødhals. Den lille spinkle gråbrune fugl fik fra skabelsens morgen kun den gråbrune fjerdragt. Den undrede sig over navnet rødhals, for intet rødt var at finde på den. Vorherre fortalte den, at den selv måtte fortjene sine røde fjer. Tiden gik, og den lille fugl tænkte dagligt over, hvad den dog skulle gøre for at skaffe sig røde fjer. Selma Lagerlöf formår med fortællingen om den lille rødhals at sætte ord og billede på, hvad påskebegivenhederne betyder for os mennesker. Hun gør det ved at fortælle om den lille rødhals. For efter i lange tider at have søgt efter at gøre sig fortjent til sine røde fjer er den øjenvidne til Jesu korsfæstelse langfredag. Fuglen ser tydeligt, at Jesus lider og tænker ved sig selv, hvad den kan gøre for at hjælpe det stakkels forpinte menneske med tornekrone på hovedet. Den fatter mod, forlader sin rede og flyver hen til Jesus og trækker med sit næb en torn ud, der har boret sig ind i hans pande. En bloddråbe falder på fuglens bryst, og den viser sig at være varig. Jesus siger til fuglen for din barmhjertigheds skyld har du nu vundet det (det røde bryst).

Jeg tænker altid på den lille fine fortælling, når jeg ser rødhalsene hoppe omkring i buskadset ude i vores have. Så lille og let og med det smukke røde bryst. Gud lod sin søn dø på korset af barmhjertighed til os mennesker, og han opstod af graven for at give os nyt liv, nyt mod og håb, så vi tør tage fat på hver ny dag, der bliver os givet.

Jeg ville starte min prædiken med den lille fortælling, fordi den på en meget fin måde kan stå som overskrift også for evangeliet til denne 4. søndag efter påske. Vi

lever i efterdønningerne på påskedagene, og bestræber os på at forstå, hvilken barmhjertighedsgerning, der blev iværksat i påskedagene. Vi forsøger i denne tid at gøre, hvad der står i vores magt for at ophøje Menneskesønnen – altså forstå, at han er den, han er, Guds søn og forstå den barmhjertighedsgerning, nemlig at vi mennesker fik en frihed givet, som vi ikke selv kan tage eller på sin vis gøre os fortjente til, men som vi alene kan tro og sætte vores lid til. Her er der tale om en frihed i bundethed til Kristus, en frihed afhængig af vores tilhørsforhold til Ham, som vi fik del i i dåben. Det er godt at holde sig for øje, og det er meget fint gjort ved at læse fortællingen om den lille rødhals og dele den med vores børn, ja med hinanden.

Det er i sandhed en underlig tid, vi befinder os i. Coronavirus, Covid – 19 er på alles læber, for den fremmede gæst har i de forgangne måneder gjort Danmark, ja verden til et nyt sted. Alle har vi i de forgangne måneder været bundet af retningslinjer både i det offentlige rum og i vore egne private cirkler. Forsamlingsforbud på over 10 personer både ude og hjemme har haft stor betydning for alt, vi har skullet foretage os, så hverdagens vante gænge er blevet totalt sat ud af spillet. Vore egne valg i forhold til det ene og det andet er også blevet sat ud af spillet, og det har haft konsekvenser på mange områder, mere eller mindre alvorligt, men vi har ikke kunne agere frit, som vi plejer.

En så drastisk ændring af hverdagen og indgriben i eksistens og menneskeliv har betydning. For pludselig føler vi ikke, at vi bestemmer selv, og føler ikke, at vi længere er herre i eget hus. Det har gjort uudsletteligt indtryk på os at se billeder fra, og høre om situationen i Italien og Spanien og mange andre steder i verden. Friheden til at gøre lige præcis det, der falder os ind,

findes ikke i denne tid. Vi må indordne os og rette til, og det kan vi også.

Evangeliet denne søndag stiller skarpt på forholdet mellem frihed og bundethed. I mødet med evangeliet bliver vi opmærksomme på, at sand frihed ikke er lig med det, vi normalt forbinder med frihed, men at sand frihed er at finde i netop bundetheden.

Men hvad er frihed for os egentligt?

En synes måske at frihed er frihed til at køre dankortet igennem uden at skulle tænke på, om der nu også er dækning på kontoen.

En anden synes friheden er at finde i et sololiv af bohemelignende karakter uden ægteskabspapirer, forlovelsesringe og villa, vovse og volvo.

En tredje finder friheden i at kunne leve fuldstændig uden at skulle tage ansvar for andre end sig selv.

Manden der ikke behøver at tænke på kontodækning bliver måske i sin lyst til frihed ramt af, at han er afhængig af sit arbejde, og måske et arbejde der fylder meget og har store konsekvenser for familielivet!

Et sololiv uden nogen forpligtelser kan måske blive ensomt, hvis alle vennerne pludselig får børn og familie og forpligtelser, som de skal tage sig af og alligevel ikke kan mødes på caféen længere eller tage med i biografen.

At leve fuldstændig uden at skulle tage ansvar for andre end sig selv, bliver måske også med tiden lidt tomt og ensomt.

Dybest set vil vi gerne på en eller anden måde være bundet til noget eller nogen. For det at være bundet giver os en følelse af samhørighed og sammenhæng, og fællesskab. På trods af denne underlige coronatid, så har de fleste

af os følt, at vi er i samme båd som alle andre, og på trods af, at friheden på sin vis er os noget frataget, så har vi kunnet finde trøst i, at det ikke kun gjaldt for os, men alle.

Når alt kommer til alt, så er vi i vores følelse af frihed bundet. Uanset hvor frie vi går rundt og føler os, så er vi alligevel bundet af et eller andet på trods, som netop er det vores frihed har sit fundament i og som friheden vokser ud af. Et arbejde, en familie, en ven, samhørighed med et lokalområde eller en egn, skole, fritidsinteresser eller andet. Vi ved dog, at den bundethed kan være skrøbelig, et ægteskab kan forlise, et venskab gå i stykker, et arbejde kan mistes, og så videre. Sådan er vi mennesker på alle måder kastet ud i livet på godt og på ondt. Det er et menneskeligt grundvilkår.

Frihed kan altså forstås bredt, det interessante i dagens tekst er, at vi får indblik i hvad sand frihed er!

Sand frihed har at gøre med, at vi i troen på Kristus henvises til meget mere end os selv, vores medmenneske og næste, og på den måde bliver vi bundet til både Kristus og næsten. Frihed bliver så nærmest en frihed fra os selv, ja frihed fra hele tiden at skulle være selvkredsende og selvcentreret. I mødet med evangeliet om Kristus hører vi om sand frihed, at den findes i bundetheden til Ham, altså i troen på ham, tilliden til at den barmhjertighedens gerning, der netop fandt sted langfredag gælder hver af os. Det har med nyskabelse af gøre, hører vi hos Paulus, at i mødet med den korsfæstede og opstandne Kristus bliver noget nyt til. Guds kærlige blik på os mennesker sætter os fri og giver os mod til at tage livtag med livet, og Guds kærlige blik binder os på samme tid til Kristus.

Det vil altså sige, at vi i mødet med Kristus står på helt ny grund, ja bliver skabt på ny. Vi får mulighed for og lov til at agere ikke af egen interesse, men til at gøre Guds tjeneste i en verden, der dagligt kalder på os. Vi får nye muligheder og nye chancer igen og igen for os selv og for og med hinanden.

Det er interessant. For kernen i den sande frihed er ikke frihed i gængs forstand, at vi kan eller rettere skal vælge og vrage frit som det passer os og som vi vil, men snarere det at vi samtidig er bundet – bundet til Kristus, bundet til et liv i overensstemmelse med det liv, vi møder i Ham og får skænket i Ham. Paulus siger det tydeligt og fint, nemlig at Kristi kærlighed tvinger os.

Det betyder, at Kristi kærlighed gør os frie, gør os sandt frie, fordi vi ikke behøver at lade os begrænse af vores egen selvtilstrækkelighed og usikkerhed i forhold til, hvad vi magter og kan i denne verden. Vi bliver i Kristi kærlighed, som Guds elskede børn, sat frie til, og drevet til at elske vores næste, som vi selv er elsket.

Vi møder denne fantastiske tilsigelse i dåbens vand og ord, her gives vi troen, så vi kan elske næsten som os selv, ligesom vi selv er elskede. I troen på Kristus bliver vi sat frie til at være det menneske, vi er på godt og ondt, fordi vi er blevet sat frie af hans kærlighed. Vi er accepterede og taget til nåde som vi nu engang er, og det på trods af, at vi ikke altid gør det gode, vi skal og bør gøre. Sådan er et menneske jo spændt ud, hører vi Paulus sige et sted, at det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, det gør jeg.

Men dermed ikke sagt at det er en nem opgave – at være virkelig frie, for da må vi holde ud og holde fast i troen, og leve i tillid til, at Gud holder fast i os. Det er til alle tider et troende menneskes udfordring, fordi tro og tvivl er hinandens følgesvende.

I denne tid med coronapandemien har aviserne været fyldte af artikler om meningen med livet, tilværelsens værdier, hvad menneskelig eksistens er, og hvordan vi mennesker håndterer situationer som denne. Meget af det helt almindelige liv har været sat ud af spillet, vores hverdag og liv har været anderledes end det plejer og vi har alle fået mere tid til at reflektere over tilværelsens dybere mening og selvrefleksion i det hele taget. Mit blik stod stille ved overskriften Hvorfor er det så svært at være sig selv? Og det er et tankevækkende og relevant spørgsmål, synes jeg, som ikke kan udtømmes simpelt og klart. Måske er det svært, fordi vi har så svært ved at holde fast i troen på, at Guds kærlighed gælder lige dig og mig? Derfor glædes vi desto mere ved evangeliets ord også i dag. Vi har simpelthen brug for at høre det, vi ikke kan sige os selv – at Guds kærlighed gælder hver af os.

Evangeliet lover os, at vi skal blive virkelig frie, det er vi blevet ved dåbens vand og ord – da vi blev døbt til at tilhøre ham, der i påsken døde og opstod og gav nyt håb, nyt mod, nye muligheder og nyt liv. Ja, Gud være lovet for sit glædelige budskab, at Kristus med sin kærlighed tvinger os til at indse den sandhed og leve den videre i vort liv – her finder vi den sande frihed – den lille fortælling om rødhalsen minder os om den barmhjertighedens og nådens gave, vi har fået med Kristus -

derfor kan vi sige; Lov og tak og evig ære være dig vor Gud Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver én sand treening Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

God søndag!

Bøn af Johannes Værge

Jesus Kristus, vores bror! Da du trådte frem iblandt os mennesker, var det med ordene "frygt ikke!" Og du sagde: "I skal ikke bekymre jer!".

Men din styrke, ét som du var med din himmelske Far, har vi små mennesker ikke. Så vi rammes af bekymring, når en ny sygdom bryder hverdagen op; og vi mærker frygt, fordi vi kender til mennesker, som den nye virus særligt vil true; dem tænker vi på, dem beder vi for. Og vi beder for os selv: Lad din ånd virke i os, give os ro, låne os glimt af din styrke, så vi kan leve opmærksomt med hinanden, hensynsfuldt og hjælpsomt. Hjælp os at hvile i dit nærvær, virke i din kærlighed, den du lader alt udstråle fra til tro og håb. Amen

Fadervor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.

3. søndag efter påske - videoprædiken v. Mads Jakob Jakobsen