Kirkens historie

 

Den tidligeste historie

Som med al historieforskning bliver tingene bare besværlige, når man ikke længer kan slå tingene op i bøger eller på internettet. Dette gør sig i højeste grad gældende for Sct. Marie Kirkes tidligste historie. Byens første kirke er formentlig Ulkebøl kirke, til hvilken Sønderborg indtil 1541 hørte som anneks. Hvornår Sønderborg får sin egen første kirke, sct. Nicolai, vides ikke, mens de første vidnesbyrd om Sct. Marie Kirke kan dateres til 1307. Dengang var der endnu ikke tale om en sognekirke, men derimod en hospitalskirke i tilknytning til Sct. Jørgensgården, efter hvilken kirken oprindelig havde navn. Først langt senere, 1957, bliver det officielle navn Sct. Marie Kirke efter hovedalteret i den gamle kirke, der var indviet til netop salige Marie. 

Vores viden om den gamle kirke er yderst sparsom, og af rester findes kun en lille del af soklen, som stadig kan anes i kirkens nuværende nordvæg, og derudover processionskrucifikset samt monstransskabet i kirkens kor. Mere oplyste er vi, når vi kommer frem til 1583, hvor et restaureringsarbejde, som blandt andet indebar nedrivning af adskillige huse omkring kirken, begyndte. Nogle anser dette for at være forberedelser til det store kirkebyggeri i 1596-1600, som mundede ud i den kirke, vi kender i dag.

Kirken bygges og fuldendes

Året 1584 fik Hertug Hans den Yngre tilkendt kirkehøjheden over kirkerne i Sønderborg af sin bror kongen, en anledning til ære, hertugen ikke ville forpasse. I 1596 kunne Hertugen derfor i samarbejde med bystyret

Det eneste tilbageværende inventar fra indvielsesåret 1600 er denne lysestage, skænket af Kerten Petersen van der Wilsmar (korets nordvæg)

påbegynde det storslåede byggeri af kirken, som skulle være dobbelt så stor som den gamle og udstyret med et firkantet tårn i gavlen, der skulle rage 2 favne over resten af kirken. Byggeriet skred roligt frem under bygmester Peter de Castellas ledelse, først med koret og siden væggene, men gik øjensynligt i stå i begyndelse af 1600, da Castella formentlig er gået fallit. En ukendt "mester Jacob" fik da overdraget opgaven og lige ind under jul kunne man året 1600 indvie den nye kirke, der pga. de vanskelige omstændigheder var blevet uden tårn. 

I de følgende århundreder gennemgik kirken flere mindre restaureringer inden det i 1883 blev besluttet at færddigøre kirken med et tårn, eller rettere: fem tårne, et nygotisk tårn med spir og fire sidetårne. Og det gik hurtigt. Arbejdet blev påbegyndt d. 6. juli og på selveste Martin Luthers 400 års fødselsdag, 10. november s.a. kunne byggeriet fuldendes med kuplen og tårnuret. Tårnet blev delvist financieret af Brygger Peter Petersen.

Restaureringen i 1960

Meget ville se anderledes ud, hvis man kunne stryge 60'erne fra historien, i særdeleshed i Sct. Marie Kirke. Efter genforeningen undergik kirken en væsentlig renovering med blandt andet udskiftning af bænkene, ombygning af orgelet og tilmuring af østvinduerne, men den helt store tur var der grundet tidernes knaphed ikke plads til. Men op igennem halvtredserne så tingene helt anderledes positivt ud. Penge var der nok af, hvad kan ses af, at der udover renoveringen af kirken også blev råd til at opføre præsteboligen på Ringgaden og kirketjenerboligen på Kirkeallé; og man gik drastisk til værks. 

Udvendigt var det primært tårnet, restaureringen gik på. Man besluttede sig for at fjerne de fire sidetårne med begrundelsen "ser ikke godt ud" en begrundelse der ikke gik rent ind hos alle byens borgere, og helt utænkeligt er det ikke, at begrundelsen var lige så meget historisk som æstetisk. Indvendigt var indgrebet lige så omvæltende. De lukkede bænke blev fjernet, gulvet gravet op og de mange gravpladser blev sløjfet og fyldt med brokker og beton. Istedet søgte man nu et rent indtryk med ølandsfliser og åbne læderbetrukne bænke, ligesom både hertugstolen blev beskåret og prædikestolen flyttet væk fra søjlen og over på sin nuværende placering. Af de gamle tegninger fremgår at kirken nu skulle kunne rumme 618 siddende gæster, hvilket dog indebar fire pladser bag ved alteret og adskillige bag prædikestolen, men med lidt god vilje kan kirken sagten rumme over 600 mennesker. At restaureringen var drastisk er åbenbart og tvivlsomt er det, om der ville blive givet tilladelse til så kraftigt indgreb i en historisk bygning idag. Under alle omstændigheder havde restaureringen en høj pris i forhold til akustikken, som siden har lidt under en uforholdsmæssig stor rumklang - et problem der stadig arbejdes på at finde en løsning på.

Kirkens nyere historie

Med den store restaurering i 1960 havde man imødekommet de næste mange års ønsker om bygningsmæssige fornyelser. Der var dog et problem. Falserne i tagkonstruktionen trak vand ind, og nok som spiret var begyndt at grønnes, måtte arbejdet gøres om. Det var 1995/96. Samtidig opstod et ønske om at løfte korpartiets udtryk ved en udsmykning af de blændede ruder; et arbejde som efter forskellige prøveopsætninger blev skrinlagt. Ønsket levede dog videre, og efter omkring ti års tovtrækkeri kunne kirken i 2011 afsløre to glasmosaikker af Per Kirkeby. Glasmosaikkerne kolliderede imidlertid med de to sidevanger, som efter genforeningen var blevet sat på altertavlen som det første og eneste dansksprogede indslag i kirken som erstatning for to smallere sidevinger med tyske indskrifter. Disse måtte følgelig tages ned, og her står vi i dag. Hvad fremtiden vil bringe i forhold til Sct. Marie Kirke er lige så uvist som for alt andet, men at kirken ikke er gået i stå, er helt klart. Bag kulisserne sker små forandringer hen ad vejen, som da en glasvæg i 2009 blev opsat i nordre sideskib for at danne et børnerum og i øjeblikket arbejdes der så småt på at få genopsat de gamle sidevinger på altret, ligesom prædikestolens placering jævnligt drøftes.

Præster gennem tiden

En ting er rammernes historie, en anden ting er indholdets historie, for kirkens vedkommende ofte repræsenteret ved præsterne. Men hvem har været præst i Sct. Marie Kirke?

På et gammelt foto fra kirken, kan man ane en præstetavle i baggrunden, som nu er som sunket i jorden. Hvilke årstal den oplyste om, er ukendt, og det samme er navnene. Men rundt omkring i kirken gemmer der sig små hints om, hvem, der har bestredet præsteembedet i Sct. Marie Kirke gennem tiden. Epitafier, gravminder og gaver bærer historien videre, og stykker man disse stumper sammen, danner der sig tiil sidst et overblik over fortidens præsterække. Eller rækker, eftersom der altid har været tilknyttet flere embeder til kirken, i hvert fald efter 1541, hvor Sct. Marie blev et selvstændigt sogn. 


Først og fremmest sognepræsteembedet eller som kirkebogsfører, førstepræsten, som indtil en ændring i 1981 og siden 2005 var hævet over kirkens øvrige præster, ikke kun i løn, men også i stilling. Siden er alle blevet ligestillet i forhold til stilling og må alle bruge betegnelsen "sognepræst", selvom der stadig er enkelte funktioner, som er tilknyttet den oprindelige sognepræstestilling. Dernæst finder vi rækken med Ærkediakoner, senere residerende kapellaner, en titel, der først blev afskaffet i 1981, som i indhold ikke ligger langt fra sognepræsten, ja ofte ligefrem en erstatning for en forfløjen sognepræst, omend den historisk har været forbundet med de "mindre væsentlige" opgaver som begravelser og konfirmandundervisning (historisk var det provstens opgave alene at vie folk). I Sønderborg er historien dog den lidt specielle, at der hver søndag både var tysk og dansk gudstjeneste, højmesse kl. 8.30 på tysk ved førstepræsten, og dansk gudstjeneste ved kapellanen, typisk kl. 6.00. Endelig har vi også en brudt række med Vesperpræster/ hjælpepræster. Vesperpræstens særlige opgave var hverdags/aftensgudstjenesterne (heraf Vesper) og i øvrigt at bistå sognepræsten. Hjælpepræstens opgave var længe defineret som sognepræstens hjælper med lignende funktion, indtil 2005, hvor hjælpepræstestillingen blev omdannet til en ligeværdig præstestilling, omend typisk på halv tid. Midt i rækken med hjælpepræster dukker der en enkelt kaldskapellan op, hvilket alene må tilskrives historiens lune.

Sidst men ikke mindst kommer der efter genforeningen en ny række, nemlig rækken af præster for den tyske del af menigheden i Sønderborg

Listerne er rimeligt sikre tilbage til reformationen, men derfør er kildematerialet for viderekomne. Forhåbentlig vil videre forskning også kunne lukke hullerne her.

Sognepræster / Kbf'ere

Arnold von Benzien 1348?  
Wilhelm Hermansen 1458  1461?
Johannes von Alckendorp  14-  
Johan Grote 1488? 1522?
Peter Anckersen 1500? 1520?
Hans Johansen 1505?  
Thomas Petersen 1520?  
Henrik Brand 1520?  
Henrik Holck 1523   1530?
       
Johann Wechter 1541 1554
Olaus Christiani 1554 1572
Johannes Vaget Prætorius 1572 1585
Michael Nicolai / Mikkel Nielsen 1586 1623
Johannes  Madsen Brandt I 1623 1654
Nicolai Nielsen Brandt 1 1654 1680
Nicolaus Nielsen Brandt 2 1680 1693
Nicholaus Thomsen 1694 1739
Balthazar Petersen 1739 1747
Wilhadus Johansen Hoier 1747 1748
Johan Adam Flesa 1748 1751
Hinr. Anthon Burchardus  1751 1772
Detlef Chemnitz 1773 1780
Gothilf Johannes Schmidt 1781 1796
Ernst Ludwig Friederici 1797 1805
Georg Samuel Francke 1806 1810
Alexander Momsen 1811 1829
Carl Phillip Ludwig Jensen 1830 1853
Peter Wodschou Bruun 1854 1864
Peter Hjort Neiling 1864 1877
Peter Hinrichsen Godt 1877 1893
Otto Friederich Valentiner 1894 1918
Carl Marius Jørgensen 1919 1920
Emil Kristian Thyssen 1920 1921
Benedikt Nordentoft 1921 1921
Torvald Biering læs mere 1921 1931
Halfdan Raunsøe Høgsbro 1931 1942
Jens Niels Jørgensen Madsen  1942 1949
Jørgen Axel Ewald Rasmussen 1949 1971
Andreas Bülow Davidsen 1972 1994
Peter Grønlykke 1994  2017
Mads Jakob Th. Jakobsen 2018  

 

Ærkediakoner/Residerende kapellaner

Johannes de Alkendorp    
Ebbe   1505
     
Herman Malchou 1550 1570
Matthias Bramherr 1571 1589
Georg / Jürgen Petersen Brun 1589 1606
Johannes Slüter  1606 1617
Johannes Thorsen 1617 1658
Leonhard Pechmen 1659 1677
Peder Nikolaisen Brandt 1677 1707
Severin  Samuelsen Stenløse 1707 1737
Johannes Petersen Hoyer 1737 1748
Georg Herman Overbeck 1748 1759
Johan Peter Krahe 1760 1768
Andreas Krabbe 1769 1788
Matthæus Gotl. Chemnitz 1789 1794
Johannes Heinrick Prehn 1795 1799
Alexander Momsen 1799 1811
Peter Prehn 1812 1825
Friederik Nicolai Mathias Michaëlis 1826 1826
Johannes Peter Gothilf Claudius 1827 1838
Lorenz Peter Christiansen 1838 1858
Christian Jørgen Nielsen 1859 1864
Christian Müller 1866 1871
H Th Johs Tadey 1871 1893
Carl Matthiessen 1893 1903
Hans Bertelsen 1903 1908
Karl Nissen 1908 1911
Carl Marius Jørgensen 1911 1919
Carl Beuck 1919 1920
     
Jens Lind Høgsgaard 1926 1928
Hans Oluf Carl Bang 1928 1932
Sigfred Marinus Riishøjgaard 1933 1940
Axel Richard Granum-Jensen 1940 1957
Hakon Bonde Mandø 1957 1960
Andreas Bülow Davidsen 1960 1972
Stig Torben Christensen 1972 2014
Mads Jakob Thorlund Jakobsen 2014  2018
Anders Raahauge 2018  


Vesperpræster/hjælpepræster

Johannes Madsen Brandt 1 1617 1623
Johan Boldig 1630 1636
Nicolaus Nielsen Brandt 1 1637 1654
Johannes Johansen Brandt 2 1654 1676
Nicolaus Nielsen Brandt 2 1675 1680
Johannes Mathiesen Poulsen 1680 1682
Frederik Christiansen 1682 1692
Eberhard Vette 1692 1736
Gerhard Clavssen 1737 1775
Iohannes Clausen 1773 1781
Johannes Friederik Thöming 1782 1816
     
Hjælpepræster    
Hans Nicolai Krarup-Hansen 1923 1926
Holger Carljohan Jacobsen 1945 1946
Per Claes Frederik Bernhard Lidell 1946 1948
Johannes Christian Hansen Tast 1949 1951
     
Stefan Klit Søndergaard 2000 2003
Henriette Heide-Jørgensen 2003 2015
Anders Raahauge 2015 2018
Merete Lei 2019  

 

Kaldskapellan

Hakon Bonde Mandøe 1952 1957

 

Præster for den tyske del af menigheden

Carl Marius Jørgensen 1920 1953
Niels Peter Magnus Moritzen 1955 1962
Günter Weitling 1963 1965
Hermann Emil Schmidt 1966 1972
Hans Egon Nicolai Petersen 1973 1979
Hans-Georg Pust 1980 1987
Günter Weitling 1987 2000
Katharina Born 2000 2010
Hauke Wattenberg 2010  

 

                                                                                                                               MJJ