Glasmosaikkerne

Tilblivelsen 

Kirkens farvestrålende østvinduer er et resultat af en lang historie. Efter krigen besluttede man sig for at give kirken en temmelig stor overhaling. Bænkene blev skiftet, orgelet udvidet og ikke mindst blev østvinduerne blændede meget imod nationalmuseets ønske. Men de gamle støbejernsrammer, med de smukt svungne sprodser var ved at gå til af rust, og noget skulle gøres, og menighedsrådet var fast besluttet på, at vinduerne skulle afblændes,  istedet for at bekoste en dyr reperation eller udskiftning.

Årsagen til modstanden var, at lysindfaldet var alt for skarpt, så det ofte var vanskeligt at se præsten, når han stod for alteret. Modsat gjorde sig gældende, efter vinduerne blev muret til, at korpartiet blev dunkelt og udtryksløst, og der blev derfor igangsat et stort arbejde op igennem sluthalvfemserne og nullerne for at finde en passende løsning. Der blev opstillet forskellige kunstværker, men intet rigtig tilfredsstillende - rummet var for mørkt. Det medførte i år 2002 et ønske om at genåbne vinduerne og efter yderligere fire år fastlagde man sig på kunstneren. Gennem forskellige fonde og indsamlinger var det lykkedes at skrabe penge nok sammen til at engagere Per Kirkeby til at udføre to glasmosaikker til de to vinduer, og fra 2007 foregik et interessant samarbejde mellem menighedsråd og kunstner, inden værket endelig kunne blive opsat vinteren 2011 og afsløret til gudstjenesten 1. søndag i advent. 

Kirkeby har i sit farvevalg været meget bevidst om både kirkens øvrige farvesammensætning og de vanskelige lysforhold i korrummet, hvilket har gjort, at mosaikkerne falder naturligt ind i kirken som helhed. Der var dog et lille men. De store altervinger, som blev monteret på alteret efter genforening med de eneste danske indskrifter i kirken, blokkerede for udsynet til vinduerne, og allerede året efter blev disse afmonteret. Ikke helt ukontroversielt, men ganske udramatisk. Der diskuteres nu om, man burde genmontere de tidligere altervinger, da alteret nu fremstår vel slankt, men intet er endnu besluttet i den retning.

Det var dog ikke kun altervingerne, der gjorde mosaikkerne kontroversielle. Nationalmuseet havde modsat sig en løsning med malet glas og forlangt, at glasset skulle være røgfarvet for dels at dæmpe lyset, dels for at skabe ro. Men selv statslige instanser lader sig bearbejde, og skrækscenariet, som blev stillet menighedsrådet for øje viste sig slet ikke at være så skrækkelig endda. Om man så kan lide glasmalerierne eller ej er en ganske anden sag. 

 

En tolkning

Som kunstner lod Kirkeby ingen endelig tolkning følge med mosaikkerne, men af skitserne kan man tydeligt se, hvilke tanker, han har gjort sig, tanker, som grunder dybt i den kristne arv og som harmonerer fuldkomment med altertavlen fra 1618. 

Mosaikkernes læseretning er modsat den almindelige læseretning. Men sammen med altertavlen udgør de en interessant fortolkning af påskens begivenhed. Til højre (syd) korsfæstelsen, til venstre (nord) opstandelsen.

Sydbilledet er et fantastisk gennemtænkt maleri. Det viser en klar intertekstualitet med Skriget af Edvard Munch, både i form og farve, og det er den samme håbløshed, der søges med mosaikken. Verden er mørk og dunkel. De sorte blystreger domminerer feltet sammen med den tunge blå farve med de tre korssokler. Den blå farve henviser til syndfloden, hvor alt liv blev slettet ud og øverst over den øverste tværbjælke bryder helvedes flammer løs, ilden som ifølge Johannesåbenbaringen skal opbrænde denne jord med al ondskab. Håbløshed og fortabelse, som ikke blot skildres som et fremtidigt scenarie, men også som en del af nutiden. Flammehavet øverst bevæger sig ned under tværbjælken: helvede er en virkelighed midt iblandt os, hvilket tydeligt kom til udtryk i Jesu pinsler på korset. Der mærkede Jesus den værste helvedespine overhovedet, hvad sindrigt er vist med tornekronen, der ligger som en (regn-)bue gennem flammehavet. I det brune sidefelt anes noderækker med opsvungne linjer, hvad kunne synes opmuntrende midt i mørket, men ved et nærmere øjesyn viser det sig, at noderne altid er nedadgående: dødsdansen, menneskeheden som danser og fester sig ret ned i fortabelsen, uden at vide det. Men ikke alt er håbløst. Omend håbet (det grønne) er skamferet, så er der dog et håb i modsætning til den fuldkomne håbløshed ved Edvard Munch. Den grønne farve viser vejen: nådespagten på altertavlen.

Gennem nådespagten på Alteret, hvor Jesus giver disciplene og os del i sit eget legeme og blod, renses håbet og bliver klart på nordbilledet. En hvid sten eller en levende klippe rejser sig fra jorden, vor Herre Jesus Kristus, den korsfæstede og opstandne frelser. I midten af feltet skimtes et kors, og over korset anes en kappeklædt tempelherre, som hviler over sit sværd. Ansigtet ses kun tydeligt, når lyset kommer indefra og det er mørkt udenfor. Det bemærkelsesværdige er at stenen rejser sig fra denne tidsalder (markeret ved den øverste tværbjælke) og baner vej op i evigheden, til himlens lyse sale.

Rundt i det brune felt ses ligesom på sydbilledet en del blystreger, omend langt færre. Hvad mere er: de er rolige, lige og velafbalancerede. Der er ro, der er fred. 

Stregerne kan have en lighed med runerne, hvilket kan henvise til tanken om, at vi som kristne er indskrevne i Guds bog, også dem, som nu er under mulde. De er ikke glemt, men skal have del i opstandelsen på den yderste dag.

Når billedrækken er omvendt den almindelige læserække kan der være to årsager. Den ene, rent praktisk er der brug for mere lys i nord end i syd, den anden kan måske være en betragtning af altertavlen: den hviskende Judas har blikket rettet mod håbløsheden. Dette er dog kun et løst gæt. 

Ønsker du at læse mere om glasmosaikkerne, kan du trykke HER for at gå til den folder, der blev udarbejdet i forbindelse med afsløringen.